• Sammenslutningen ved StorÅ www.svstoraa.dk
  • Vi er et netværk af: Foreninger, lodsejere og konsortier med fiskeret i Storåsystemet.
  • Vores fælles mål er vandpleje. Det kan som her være nye stryg og gydebanker.

Storåen - Laksepremiere 2010

Foto: POUL JEPPESENPOUL JEPPESEN
Af: POUL JEPPESEN / 02.04.10


Så er laksefesten startet og lystfiskere fra det ganske land – sammen med tyske – og oven i købet norske og svenske laksfiskere er valfartet til de bedre og bedre danske lakseåer.

Spørgsmålet inden start var, om de kunne leve op til foregående års premierefangster, og om den lange hårde vinter med lave vandtemperaturer til følge, havde forsinket opgangen og gjort noget ved laksenes bidelyst

Vi var tre mand med fælles reference i Randers Sportsfiskerforening, der fravalgte den lokale Gudenå, for at forsøge os langs Storåens smukke og lettilgængelige bredder.
Så først på formiddagen steg vi ud af bilen et par kilometer opstrøms Grydeåens udløb, og fordelte os op og nedstrøms i håb om, at det var os der vandt i lakselotteriet – og for undertegnedes vedkommende, at der også dukkede nogle gode fiskehistorier op i løbet af dagen.
Lad det være sagt med det samme. Vi hørte ikke til de heldige /dygtige der fik noget på land. Forholdende var generelt udmærkede. Let grumset vand, som er typisk for åen, middelhøj vandstand, og en lufttemperatur var på ca. samme niveau som vandet på omkring 4 grader
At der var laks, var vi bekendt med, da der om tirsdagen inden var elfisket og radiomærket ca.15 blanke laks, hvor af den største var på 116 cm. Lige neden for vores P-plads havde man haft kontakt til to fisk
Lars Hougaard gik opstrøms og mødte her ca. 15 ligesindede heraf flere fiske-kendisser, men ingen af dem havde meget at berette om.  Undertegnede havde allieret sig med Max Thomsen, der sidste år fik 3 fine blanklaks i Gudenåen Vi tog spinnegrejet med nedstrøms mod Grydeåens udløb og mødte også her 15-20 andre stangsvingere med udstyr, der dækkede hele spektret fra orm, blink Wobler til flue. De måtte nøjes med at fortælle gamle fiskehistorier,
Ved middagstid tilbage på P-pladsen blev totalsituationen ved mobiltelefonens hjælp gjort op. Rygterne begrænsedes til en blank laks på 95cm, som var blevet genudsat.
Optimismen var ikke så stor, da vi lidt efter kørte over broen ved Buur, hvor P-pladsen var tæt besat med både biler og fiskere, hvoraf mange af sidstnævnte havde godt gang i grillen. Men det var ikke laksekoteletter men pølse/trøstespisning det handlede om – ingen fisk her.
Vi fortsatte om til strækket nedstrøms Idom bæk, hvor der holdt 4-5 biler. En af dem var der særlig opmærksomhed omkring – og med god grund – for den indeholdt en skønhedsåbenbaring af en laks på 98cm. Frederik Iversen var fangeren – ikke overraskende – var reaktionen fra de lokale, da vi senere bragte nyheden videre langs åen. Vi fik spurgt til mand og fisk, og fandt ud af, at vi stod foran en af landets store laksfangere, som hvert år henter rigtig mange laks i de danske åer. Sidste år var der også laks til ham på premieredagen.
I tilfældet her havde han en Mepps kondom-spinner til at gøre arbejdet – den sad dybt begravet i munden på laksen. Som måske af samme grund allerede var landingsklar efter en fight på få minutter. På spørgsmålet om hemmeligheden ved hans fiskeri var det enkle svar – fisk dybt, og kom over noget vand. Fisken var taget tæt på Grydeåens munding, og kun bragt herhen til beundring af fiskevennerne – inden de tog turen til Skjern Å for også at være med i festen der.
Frederik delte på fineste gentlemanmanér, med sin flotte pibe i munden, generøst ud af en 12 år gl whiskey. Vi sagde skål og tillykke, og tak for indsprøjtningen, der gav fornyet mod, energi og fiskehåb. Vores resultat blev der dog ikke ændret ved, men lidt mere snak blev det også til, bl.a. med bestyrelsesmedlem i HOF, Per Carlsen, som kunne fortælle om endnu en laksefangst, mens han elegant svingede tohånds-fluestangen.
Senere kunne Jørgen Nielsen, der havde masser af erfaring fra den hjemlige Gudenå, fortælle om en nedgangslaks på 80 cm der havde forgrebet sig på hans ormetackel. Dem blev der fanget nogle stykker af, så der laks i åen året rundt Da han forlød P-pladsen, havde han over mobilen havde hørt om endnu en blank radiomærket fisk, hvor man desværre glemte at aflæse mærket, inden den som reglerne foreskriver, blev genudsat. Han havde også haft kontakt til en bekendt, der havde knækket både stang og line i et uheldigt tilslag.
Midt på eftermiddagen blev p-pladserne affolket – også vi satte kursen hjem, uden fisk, men med en natur og kulturoplevelse og lidt mere know-how i bagagen til snarligt genbrug ved den smukke å.

Tilbage