• Sammenslutningen ved StorÅ www.svstoraa.dk
  • Vi er et netværk af: Foreninger, lodsejere og konsortier med fiskeret i Storåsystemet.
  • Vores fælles mål er vandpleje. Det kan som her være nye stryg og gydebanker.

Storåen – Laksepremiere 2013

 Storåen – laksepremiere
Poul Skovbjerg Jeppesen

Endelig – endelig oprandt dagen – og forventningen var nærmest eksplosiv - ikke mindst ovenpå en usædvanlig sejlivet vinter. Spændingen er næsten den samme som til barndommens juleaften. Godt nok er der ikke håndgribelige gaver til alle, men premierefestens stemning er til fri afbenyttelse.

For undertegnede og fiskemakker Max Thomsen har Storåen været premiere – målet de seneste 5 år, så det nærmer sig noget man godt kan kalde en tradition. Den er også opbygget med baggrund i en vis nostalgi omkring ungdomsminder fra fiskeri i Råsted Lilleå og Grydeåen - dengang begrebet laks i Storåen var noget, der var forsvundet som næsten alle andre steder i landet. Men Råsted Lilleå ude på den vilde øde hede bød i 1960érne på, hvad jeg godt tør kalde Danmark bedste stallingsfiskeri, som især blev synliggjort i maj, hvor vandoverfladen kunne ligne regnvejr skabt af ringende stallinger.
Sådan er det desværre ikke længere. Men nu er det så laksen, som lykkeligvis er blevet genetableret takket være et fantastisk foreningsarbejde. Og selvom Storåen ligger lang fra vores østjyske bosted må traditionen fastholdes. Så bilen blev pakket med både spinne og – fluegrej, og kursen blev sat med en mellemstation vest for Randers, hvor fiskemakker Max blev samlet op, inden det for alvor gik vestover. Undervejs var hjemmevandet Gudenåen krydset -fangsterne her kunne være strømpil for dagens laksetal – godt så det egentlig ikke ud – Gudenåens både fisk og fiskere har været præget af det kolde vejr og vand, og indtil midt april var der kun landet få friske opgængere. Så netop i år var det sikkert fint, at sæsonen for andet år var flyttet et par uger. Så vurderingen lå på forhånd på færre friske premierelaks, og flere nedgængere som året før heldigvis kun havde været ganske få. Undervejs blev strategien lagt – og den var ret enkel – i første omgang en FC kondomspinner som endegrej, og så var devisen efter vore lokale kontakt Fredrik Iversens mantra "Kom over noget vand." Frederik er noget i retning af vores vestjyske guru, hvis premiere præstationer vi forgæves har forsøgt at leve op til - i 2009, 2010, 2011, var der en frisk blank premierelaks til manden, og i 2012 kunne han ikke nøjes med en, men hele tre af slagsen blev bragt på land.

Endnu har ingen premiere laks valgt at kontakte mig, men makkeren Max Thomsen kunne tage den tunge gang over engene med 8kg i 2010. Vi har hele HOF's fiskestræk fra Holstebro og 20km vest på til Vemb at vælge imellem. Første valg faldt på Vemb Kirke- her skal formiddagen bruges. En opringning midt på dagen til Fredrik og hans makker plejer at medføre et træf ved Bur Bro, hvor vi skåler for Frederiks fisk i 12 år fine gamle malt whisky. I år har vi insisteret på selv at medbringe whisky, måske med en lidt overtroisk forventning om, at det kan få laksen til at flytte fokus til en af os – vi får se.
Så kører vi ind på P-pladsen – der er ingen biler – så jomfrueligt premierefiskeri ligger lige nedenfor. Det tager makker sig af, mens mit lange ben bliver sat foran 1kilometer opstrøms mod et sted, som sidste år leverende en flot premierelaks til en spinnefisker. Vel fremme dukker et mørkt hoved op bag diget – og endnu et – og et tredje på vej. – folkefest holder man ikke alene. Den lette skuffelse blev dulmet med en premieresnak på bredden - det er jo også en vigtig del af festen. Men kort efter er FC -spinneren i gang med at feje hen over bunden – dybt og langsomt, men det bragte ikke nogen hovedperson frem fra dybet. Meldinger om dens tilstedeværelse andre steder indløb heller ikke de næste par timer.

Makker Max havde også arbejdet forgæves, så nyt sted måtte prøves, men først lige et smut omkring Bur Bro – premieredagens pulserende hjerte. Mange biler glimtede i solskinnet, men intet overgik stråleglansen fra en sølvskinnende laks i græsset i centrum for en fotoseance sammen med Esben Madsen - en ung fluefisker, som efter dagens første tur på et befærdet stræk havde erstattet en lille flue med en mere kødfuld af slagsen (det gule lyn) og derefter tog turen igen. Det udløste det forjættende hug af 92cm og 7,2 veltrimmede kilo.
Men der måtte være mere verbalt at hente på pladsen, og jo der var lidt rygter, men kun om nedfaldsfisk, så det var bogstavelig talt tyndt. Vi fortrak med kurs mod hængebroen, og prøvede undervejs et afsides beliggende p-pladser, men alle var godt besøgt – det var også hængebroen. Det var ved at være middagstid, og den ene fisker efter den anden vendte tilbage til kaffe, trøstespisning af grillpølser og madpakke. Ingen kom slæbende. Heller ikke beretninger om tabte fisk eller meldinger andre steder fra var der meget optimisme i – måske var der taget en enkelt blankfisk mere end Esbens og nogle nedgængere.
En flok Thy-fiskere forlod dog stedet med en vis optimisme. De skulle hen til Idom bæk og hilse på laks, der havde viftet til dem med halen om morgenen. Et par lokale mindedes med et vist vemod dengang der ikke var så mange til premieren. En tlf. opringning til Frederik forøgede ikke optimismen – ingen fisk endnu- så aftalen ved Bur Bro blev flyttet til eftermiddag – det kunne jo nås endnu. Var det bare Storåen der ikke var leveringsdygtig?– en opringning til Peter B. Sørensen ved Skjern Å, der sidste fik premierelaks ved Vorgod Å ´s udløb indikerede, at tendensen var landsdækkende. Så den urimelig lange vinter fik skylden. Men der er ikke noget der er skidt uden, at det er godt for noget. Adskillige gange hørtes det "så får vi nok en god lang sæson, hvor det hele ikke er overstået på en uge". Det blev eftermiddag, og kursen atter sat mod Bur Bro – og her var der stadig mange biler, men meget roligt, og stadig ingen ophidsende meldinger.
Frederik og fiskemakker Martin dukker op - de ser kun ud til at være tynget af mangel på fisk. Og sådan er det, men Frederik har været tæt på med kontakt til en blankfisk på bare 1½m line, men den slap. Så der blev ingen laks at fejre, så vi flytter fokus, samler lidt folk om bordet sender whiskyflasken rundt og fejrer premieredagen og glæder os over, at laksesæsonen er i gang, og endnu engang lukker op for spænding og landskabelig skønhed.